Aalborg UH-forskere har succes med prestigefulde bevillinger

Der var nordjysk medvind på bevillingerne fra én af landets mest prestigefulde forskningspuljer sidste år, da hele 6 forskningsprojekter ved Aalborg Universitetshospital modtog støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Ansøgning til DFF

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) er sat i verden for at støtte og fremme de mest originale ideer og initiativer inden for alle grene af dansk forskning. Og der er rift om de godt 1,5 mia. kroner, som hvert år uddeles, så det er kun de absolut bedste forskningsprojekter, som når gennem fondens nåleøje:

- Det har bestemt ikke været hverdagskost, at forskere ved Aalborg UH opnår bevillinger fra DFF. I perioden 2020-2022 imødekom fonden kun tre ansøgninger herfra – men alene i 2023 opnåede ikke færre en 6 ud af 16 projekter støtte. Det er usædvanligt flot, siger fundraiser i Fundingenheden under Forskning, Uddannelse og Innovation, Helle Sønderholt Christiansen.

I Fundingenheden vurderer man, at det høje antal bevillinger ikke skyldes rent held, men en kombination af et veletableret og modent forskningsmiljø, højt kvalificerede projekter og en fokuseret indsats for at kvalificere de ansøgninger, som sendes afsted.

- Først og fremmest er det et bevis på, at vi har nogle virkelig dygtige forskere, som har projekter, der kvalitetsmæssigt kan måle sig med den forskning, der foregår andre steder i landet. Dernæst er der måske også kommet en højere kvalitet i selve ansøgningerne, og folk har oparbejdet et CV og erfaringer, som gør, at de står stærkere i konkurrencen, siger fundraiser Hanne Andersen.

Fundingenheden samler erfaringer fra afslag 

I Fundingenheden iværksatte man sidste år en strategisk indsats, der netop skulle sikre forskerne bedre støtte, når de arbejdede med ansøgninger til DFF.

- Det har været et ønske fra ledelsen, at der kom øget opmærksomhed på disse prestigefulde bevillinger, og vi har derfor gjort en indsats for at formidle om mulighederne for at søge. I den forbindelse har vi blandt andet udbudt fokuserede forløb, hvor forskere har kunne få sparring på deres ansøgninger, både fra interne peers og af os i Fundingenheden, forklarer Hanne Andersen.

I Fundingheden kan forskerne især hente hjælp til formalia og udarbejdelse af budgetter. Derudover gives der grundig sparring i forhold til den indholdsmæssige fremstilling af det videnskabelige problem, metode og løsning.

- Vi kvalificerer ikke det videnskabelige indhold, for det er forskerne bedst til. Men vi har stor erfaring i at sikre, at ansøgningen er velargumenteret, og at der er en rød tråd hele vejen igennem, fortæller Helle Sønderholt Christiansen.

Samtidig forsøger Fundingenheden også at drage værdifuld læring af de ansøgninger, som ikke opnår støtte. 

- DFF vurderer hver ansøgning på en række parametre, og alle ansøgere, der ikke opnår støtte, får en begrundelse med indikationer på, hvad de kunne gøre anderledes eller have mere fokus på, hvis de søger igen. Derfor håber vi også, at forskerne deler disse afslagsbegrundelser med os, så vi kan bruge dem i vores læring, siger Helle Sønderholt Christiansen.

De 6 bevillinger er givet inden for Danmarks Frie Forskningsfonds forskellige virkemidler, og omfatter både kliniske forskningsprojekter samt mere grundforskningsprægede projekter. 2023 var generelt et godt år for fundingen på Aalborg UH. De endelige tal er endnu ikke opgjort, men blandt andet kom flere EU-støttede projekter, med Aalborg-forskere som partnere.

Støttede projekter fra DFF i 2023

Ordinært DFF-opslag. Forskningsprojekt 1

Aase Handberg

Liver-derived extracellular Vesicles as biomarkers for early detection of non-alcoholic fatty liver disease in obesity

1.940.716 kr.

Tarec Christoffer El-Galaly

Improving Outcomes of Lymphoma-Associated Hemophagocytosis Syndrome Through a Nationwide Multidisciplinary Research Programme

2.056.539 kr.

Søren Kold

Rigid nailing in fracture treatment in children. Experimental studies on the effects on growth.

2.038.399 kr.

Lene Wohlfahrt Dreyer

Using big data technologies to identify patients with high risk of serious infections in inflammatory rheumatic disease.

1.505.357 kr.

 

Tematisk opslag om styrket klinisk og uafhængig forskning. Forskningsprojekt 1

Søren Schou Olesen

Therapeutic targeting of interleukin-6 immune signalling in chronic pancreatitis

2.266.592 kr.

 

Tematisk opslag om styrket klinisk og uafhængig forskning. Forskningsprojekt 2

Sam Riahi

Danish Evaluation of Early Chatheter Ablation for Atrial Fibrillation in Patients with Heart Failure – The DANABLATE-HF Trial

4.433.312 kr.

 

FORFATTER Kommunikationskonsulent Peter Friis Jeppesen, pfj@rn.dk / 97 66 62 55

Opdateret